Hvad er forumteater?

Hvad er forumteater?

Forumteater er en blanding af teater, debat og improvisation, der inviterer publikum til at deltage aktivt og bringe sig selv på bane.

I Into Action nytænker vi forumteater-genren og eksperimenterer med kunstneriske og teatermæssige elementer samt nye måder at inddrage publikum på.

De scener, vi spiller, går direkte ind i konflikter og udfordringer, der kan opstå, når vi mødes på tværs. Det kan være fordomme, berøringsangst, andetgørelse, vanskeligheder ved kultur- og religionsforskelle, racisme o.lign. Imellem hver scene giver vi bolden op til publikum:

 

  • Vi stiller spørgsmål og beder publikum sætte ord på karakterernes følelser og tanker.
  • Vi lader publikum interviewe og gå i direkte dialog med karaktererne.
  • Vi inviterer til at publikum kan dele personlige erfaringer og oplevelser.
  • Vi beder publikum komme med ideer til, hvad karaktererne kan gøre anderledes i mødet med hinanden.
  • Vi inviterer publikum med på scenen, hvor de kan bytte plads med en af karaktererne, agere tanker eller lignende.

 

 

Publikum har således indflydelse på karakterernes udvikling og handlingens gang.

Scenerne tager nært udgangspunkt i virkeligheden, men er samtidig krydret med humor og dramatiske virkemidler, der gør det underholdende og indbydende at følge med.

Det, at konflikten flyttes op på scenen og ‘væk’ fra publikum selv, gør det nemmere at bryde berøringsangsten. Der skabes rum for en dialog, der ellers ikke lige ville opstå. Man ser sig selv udefra. Dette giver nye perspektiver og forståelser omkring andres og ens egen virkelighed, og vi finder sammen nye måder at tackle og forstå kulturelle forskelle.

 

I Into Action oplever vi, at der er et kæmpe behov for at bryde med netop denne berøringsangst. Folk fortæller, at det er en lettelse at få italesat og løsnet op for barrierer, opsplitninger og misforståelser, der er på tværs. Derved skabes udgangspunkt for et stærkere fællesskab mellem ”pære danske” og de, der har en anden etnisk oprindelse.